D.U.Ø - Olympic Kalif: 1-5
2 biler med i alt otte mand drog til Birkerød for af hente tre point. Dagens kamp var ikke en helt normal kamp for Kalifferne. Vi skulle spille på udebane mod De Unge Ølmaver/Østers, som har hjemmebane på Parkvejsskolen. I ca. 25 graders varme, med en DUØ-spiller som dommer, og på en bane som virkede dobbelt så stor som hvad vi er vant til lignede det en svær opgave.
I en meget rodet 1. halvleg blev det et mål til hvert hold, selvom vi (Brian) havde mange chancer. Begge mål blev sat ind af hjemmeholdet… Men i 2. halvleg skete der noget. Placeringerne og pasningerne blev meget bedre. Johan startede målorgiet med et mål til 2-1. Et mål som gjorde holdet mere selvsikre og da Philip øgede til 3-1 var kampen reelt lukket. Sejren blev yderligere cementeret af mål fra fødderne af Casper og Brian. Dermed en herlig sejr på 5-1 i kamp hvor Kaliffen klart var bedst.